OldTrafford.dkforum

Danmarks Manchester United website

Her diskuteres generelle ting om Manchester United
#38083
Juan Mata - den forbandede talisman

Han er en af de mest sympatiske og elskværdige spillere i europæisk fodbold. Han har et stort hjerte i sin spinkle krop, og du finder ingen modstandere, der har noget som helst dårligt at sige om ham. Tilbage i august 2017 startede han Common Goal op. Her donerer han, og over 100 andre fodboldspillere og managers, 1% af sin løn til Street Football World, der optimerer mulighederne for at spille fodbold for alverdens fattige børn.

På banen fungerer det imidlertid ikke for Juan Mata. Som inkarneret Manchester United-fan gør det ekstra ondt at se den empatiske midtbanespiller falde igennem gang på gang. Juan Mata kom til De Røde Djævle i 2014, og siden da er det gået støt og roligt ned ad bakke for de 20-foldige engelske mestre. Dette skyldes naturligvis ikke Juan Mata. Det er længere oppe i systemet, at sygdommen skal findes – nemlig hos Ed Woodward. Den administrerende direktør er en forbandet dygtig forretningsmand, men han har ikke den store forstand på fodbold. Da han ansatte Louis van Gaal, det for at vise et stort navn frem, og det samme gjorde sig gældende med ansættelsen af José Mourinho. Problemet er imidlertid, at begge var outdatede. Louis van Gaal blev fyret i Bayern München i 2011 på grund af svigtende resultater. José Mourinho blev fyret i Chelsea i 2015 på grund af svigtende resultater. Begge ansat i Manchester United på grund af deres store bedrifter ... før i tiden.

Det var umuligt at udfylde Sir Alex Fergusons sko, da han takkede af i maj for seks år siden efter en vanvittig 5-5-kamp ude mod West Bromwich. Dengang foretog man i Manchester United et fornuftigt valg. David Moyes havde præsteret fornuftigt år efter år med Everton, og da han samtidig var Sir Alex’ førstevalg, syntes valget genialt. Resultaterne svigtede imidlertid for den blonde skotte, og hans seksårige kontrakt blev revet i stykker efter ti måneder. “Havde jeg vidst, at jeg kun skulle være manager i ti måneder, så havde jeg grebet det helt anderledes an,” konstaterede David Moyes efter fyringen.

Sir Alex sluttede af med et mesterskab i 2013, men der går mange år, før Manchester United igen spiller med om dette. Der er simpelthen ikke noget koncept i United. Spiller man presfodbold? Henholdende? Kontra? Boldbesiddende? Når man kigger på bysbørnene og tillige på arvefjenden ved Merseyside, er koncepterne knivskarpe og krystalklare. Det er presbold, nærmest overfaldsfodbold, som det helt basale og grundlæggende. Uanset hvem de møder, hvor du møder dem, og hvem der er på holdet. For at nå til det punkt skal du som hold have et klokkeklart koncept. Det har United ikke. De vakler videre på sjette år post Sir Alex.

Det er Baby-Faced Assassin alias Ole Gunnar Solskjær, der skal stå for genoprejsningen. Det kommer ikke til at ske. Vi aner af gode grunde ikke, hvad der sker mellem kampene på træningsbanen og i taktikrummet, men vi kan se, hvordan anstrengelserne udmønter sig i kampene. Det er ikke godt. Indimellem ser man Solskjær forlade sit sæde og begive sig ned på sidelinjen. Man formoder hver gang, at han vil dirigere tropperne, tage fat i sin anfører eller guide holdet på anden vis. Sjældent suppleres de forvirrende armbevægelser imidlertid med ord. Han er faktisk et godt billede på holdet, når han står der på sidelinjen totalt i vildrede.

Ligesom Juan Mata er Ole Gunnar Solskjær en sympatisk og likeable fyr. Det er bare ikke nok. Han vil nok selv postulere, at han har et koncept, men der er bare ingen, der kan tyde det. Da han overtog managerposten efter den altid surmulende portugiser, Mourinho, fik han en drømmestart. Solskjærs første kamp som manager endte med 5-1 sejr i Wales over Cardiff. Fordums drømmefodbold blev serveret, og siden fulgte 13 sejre og blot tre nederlag i 18 kampe til Manchester United, der ydermere formående at sende Paris Saint Germain ud af Champions League. Tillykke til Ole, der blev belønnet med en kontrakt frem til sommeren 2022. Det var en fejl. Hvorfor ikke vente, til sæsonen var spillet færdig? I de sidste otte Premier League-kampe vandt United blot to kampe og sluttede af med hjemme på Old Trafford at tabe 2-0 til Cardiff. Havde Ed Woodward haft is i maven og afventet, havde Ole Gunnar Solskjær ganske givet ikke fået sin nødløsningskontrakt forvandlet til en permanent ditto.

Den nye sæson er åbnet på samme vis, som den forgangne sluttede. Hakke, hakke. To sejre i Premier League ud af otte mulige og blot to points fra nedrykningstregen. Hvis du ikke ændrer kurs, havner du dér, hvor du er på vej hen. Og her skal vi så tilbage til Juan Mata. Den 31-årige spanier har været med, siden ikke-kursen blev sat. Han er ikke skurken. Han er blot spilleren, som fejlcastede managers har udtaget kontinuerligt. Han har et godt blik for spillet, og i forhold til teknik står han også til UG og slange. Imidlertid mangler han to af de væsentligste kvaliteter, som en Premier League-spiller skal besidde: speed og fysik. Han er pinligt langt fra gennemsnittet i begge kategorier, og alligevel er han ofte at finde i Manchester Uniteds line-up. Kan man forestille sig Juan Mata starte på banen for Manchester City, Liverpool, Tottenham, Arsenal eller hans tidligere klub, Chelsea? Nej vel?

Der skal en ny sportsdirektør til, gerne en tidligere fodboldspiller. Der skal ny manager til, gerne en erfaren herre med aktuel succes og en klar vision for holdets identitet. Ydermere skal der luges ud i truppen af spillere, der i den grad - gennem flere år - har fået muligheden for at vise, at de ikke er gode nok til Manchester United: Farvel til Juan Mata, Phil Jones, Jesse Lingard og Marcos Rojo, og ligeledes farvel og tak for udmærket værnepligt til Ashley Young og Nemanja Matic - supplér selv med flere. Endelig skal der også nye kræfter til. Der mangler en klasseangriber, men en endnu større mangelvare er en ny halvtosset pendant til Roy Keane, Paul Scholes eller Bryan Robson, der kan piske djævlene frem og banke noget vildskab, aggressivitet og guidance ind i medspillerne, når det ikke kører, hvilket er ofte. Ny sportsdirektør, ny manager, to-tre nye klassespillere, og så er Manchester United tilbage, hvor de hører til. Ikke en dag før.